fire producenter

Globale tendenser i EPR-ordninger: producentansvar for forbrugeremballage

EPR-ordninger sikrer, at virksomheder tager ansvar for indsamling, sortering og genanvendelse af den emballage, de tilfører markedet – fra start til slut. 

EPR-politikker (Extended Producer Responsibility) for emballage begyndte at dukke op i begyndelsen af 1990'erne, og vi har set deres anvendelse vokse og udvides gennem årtierne.1 I dag har der aldrig været et stærkere globalt pres for at implementere dette miljøpolitiske princip, hvor virksomhederne er ansvarlige for indsamling, sortering og genanvendelse af den emballage, de tilfører markedet.

EPR Unpacked – A Policy Framework for a Circular Economy er vores seneste hvidbog, der fungerer som en ressource for lovgivere og myndigheder samt for interessenter, der er berørt af EPR. Den indeholder et flerdimensionelt perspektiv på producentansvar – hvilket er et af de fem principper for EPR-ordninger, der virker.

Fuld omkostningsdækning kan give momentum

Globalt har tendensen været, at EPR-ordninger har udviklet sig fra delvis til fuld omkostningsdækning, hvor producenterne i højere grad nu er ansvarlige for hele nettodriftsomkostningerne for den emballage, de tilfører markedet. Det betyder, at producenterne typisk er forpligtet til at dække omkostningerne til håndtering af emballageaffald – herunder indsamling, sortering og genanvendelse – samt administrative udgifter til at køre EPR-programmet. For beslutningstagere, der er interesserede i at overgå minimumskravene til ydeevne, kan omkostningsdækningen også omfatte foranstaltninger som f.eks. overvågning og forbrugeroplysningskampagner.

I velfungerende EPR-systemer er producenterne ansvarlige for en række omkostninger i forbindelse med effektiv håndtering af deres emballage. Ifølge en nylig undersøgelse foretaget af Eunomia Research & Consulting er implementeringen af deponeringssystemer (DRS) og EPR-ordninger, hvor producenterne fuldt ud dækker omkostninger til oprydning af affald, blandt de mest vellykkede politiske foranstaltninger til håndtering af engangsplastaffald i Middelhavsområdet.2

I modsætning til delvis omkostningsdækning, hvor eventuelle resterende omkostninger påhviler kommuner og skatteydere og dermed har forskellige begrænsninger, har EPR-ordninger med fuld omkostningsdækning vist sig at opnå betydeligt højere genanvendelsesrater og reducere affald på grund af den dedikerede finansieringskilde. Lovgivningen bør fastlægge de relevante omkostninger og den andel, som producenterne er ansvarlige for, samt materielt ejerskab og den geografiske dækning. De politiske beslutningstagere bør overveje at skabe geografisk neutrale og materialeneutrale tilgange, når de fastsætter mål for at undgå markedsforvridninger. Uden veldefinerede tiltag vil producenterne naturligvis fokusere på materialer med den højeste indsamlingseffektivitet og de laveste omkostninger i stedet for at handle ansvarligt for de emballagematerialer og den mængde, de markedsfører.

Den private sektor skal lede indsatsen med tilstrækkeligt tilsyn

I teorien kræver EPR-princippet, at de enkelte producenter håndterer sin emballage efter brug og sikrer korrekt forarbejdning. Men når det drejer sig om emballageaffald efter forbrug, er individuel opfyldelse ofte hverken økonomisk eller praktisk gennemførligt. Derfor får producenterne ofte mulighed for kollektiv opfyldelse gennem en struktur, der almindeligvis kaldes en Producer Responsibility Organization (PRO). Virksomhederne bidrager finansielt gennem omkostningsallokerede gebyrer, der indbetales til PRO'en baseret på den mængde og de typer produkter, de markedsfører.

PRO'er har vist sig at være stærke kræfter i den kollektive implementering af EPR-ordninger for emballage. Alternative modeller uden en centraliseret branchedrevet organisation og stærkt statsligt tilsyn har vist sig ikke at være succesfulde. I nogle jurisdiktioner er der stærke holdninger på tværs af værdikæden om, hvem der skal kontrollere hvilke aspekter af systemet. Statsejede PRO'er er imidlertid sårbare over for regulering, hvilket svækker de betingelser, der er afgørende for cirkularitet.

Branchedrevne PRO'er oprettes og forvaltes af den private sektor, hvor de offentlige myndigheder fungerer som modvægt og er ansvarlige for at kontrollere og overvåge programmet og sikre, at producenterne opfylder deres forpligtelser, f.eks. betaling af gebyrer, opfyldelse af mål osv. For PRO'er, der drives af branchen, er det vigtigt, at producenternes data beskyttes korrekt for at beskytte konkurrencefølsomme oplysninger.

I første omgang kan en enkelt PRO-struktur mest effektivt hjælpe med at etablere et landsdækkende program og give interessenterne tid til at vænne sig til et nyt system. En enkelt PRO-struktur giver enkel implementering og et højt niveau af kontrol. Derfor kan lande med lille eller ingen erfaring med EPR-ordninger i første omgang drage fordel af et mindre komplekst system. Regeringer kan overveje at implementere et konkurrencepræget landskab senere, hvis det er nødvendigt, når EPR-ordningen er veletableret.

I vores næste indlæg vil vi fremhæve, hvordan systemintegritet påvirker EPR-systemernes ydeevne – gå ikke glip af det! Vil du vide mere om fordele og ulemper ved PRO-strukturer? Download vores gratis hvidbog i dag.

Download hvidbogen om cirkulær økonomi

1 OECD. (2016). Udvidet producentansvar: Opdaterede retningslinjer for effektiv affaldshåndtering.

2 Eunomia. (2021). Informationsdokument til udarbejdelse af retningslinjer for håndtering af engangsplast i Middelhavsområdet.